På Troldkær tilbyder vi ressourceforløb til borgere i alderen 17-30 år. Målgruppen retter sig mod borgere med komplekse problemer udover ledighed. Borgere, der dels skal begynde i et STU forløb. Borgere, der har afsluttet deres STU forløb og endnu ikke har fået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og endelig borgere, der er visiteret og godkendt til ressourceforløb af det kommunale rehabiliteringsteam.
Ressourceforløbet søges at være med til at sikre at borgeren, der matcher vores målgruppe, igennem individuelle tilrettelagte forløb, får udviklet arbejdsevnen og får hjælp og støtte til at arbejde videre med de personlige og sociale udviklingspotentialer. Målet er igennem en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, at ressourceforløbet på sigt kan hjælpe borgeren i arbejde eller i gang med anden uddannelse.
Ressourceforløbet foregår i samarbejde med kommunen og borgeren. Der udarbejdes en indsatsplan, der vil danne grundlaget for indsatsen for forløbet. Indsatsplanen vil blive evalueret efter behov, dog minimum 4 gange årligt, af den koordinerende sagsbehandler og de fagpersoner, der i hverdagen har en væsentlig tilknytning til borgeren. Forud for hvert evalueringsmøde vil der blive udarbejdet en rapport, der vil søge at beskrive udviklingen af de opnoterede indsatsområder, der er lagt ind i indsatsplanen. Bevillingen løber et år af gangen, og vil være en blanding af kultur, idræt, sundhed, fritid, arbejde og almen dannelse for at klæde borgeren på til bedst muligt at kunne overskue sin tilværelse – og på sigt blive herre i eget liv!
Et ressourceforløb på Troldkær Skolen er som udgangspunkt et helhedsorienteret tilbud med fokus på at skabe sammenhæng imellem udvikling af arbejdsevnen, personlige forhold, sociale forhold, økonomi, støtte og hjælp til at bo i egen bolig, fokus på sundhed, mentorstøtte mv. Dette i et ligeværdigt miljø med dannelse og træning i indre styring.
Der kan evt. også aftales ressourceforløb som dagforanstaltning. Kontakt os venligst for nærmere info.