• 74 55 11 66

Om værkstedet

Af produkter til underleverandørerne laver vi bl.a. udstyr til landbrugsmaskiner, eltavler til it-firmaer og agilitybaner til hundetræning. Vi er stolte over de tilbagemeldinger, vi får fra vores samarbejdspartnere, og vi gør meget ud af at forny os og have tidssvarende maskiner til rådighed i undervisningen.

Desuden har vi ansvaret for skolens køretøjer/vognpark med service, syn og dæk mv. Vores fornemmeste opgave er at have humoren med ind i vores inkluderende tanker omkring den enkelte elev, herunder at udvikle arbejdsidentitet og ansvarsfølelse for fællesskabet og blive en god kollega.

Teamet

Jeg hedder Henning Fogh, og jeg har været ansat på Troldkær siden 1998. Jeg er uddannet lastbilmekaniker, og har arbejdet på produktionsskole, inden jeg startede på Troldkær. Jeg har en kreativ sjæl iboende, som jeg holder i live ved at skabe. Jeg har i gennem hele mit arbejdsliv haft med unge mennesker at gøre, og jeg mærker glæde og har det godt og sjovt i de fællesskaber, hvor jeg kan være med til at motivere og skabe udvikling. For mig er det vigtigt, at de unge kan se en mening med det, de arbejder med, for at de kan holde motivationen oppe. Det er også vigtigt for mig at skabe tryghed og en uhøjtidelig stemning i hverdagen, sådan at glæden ved at gå på arbejde kan næres, og tungsindet og alvoren minimeres eller måske helt afmonteres i forhold til nogle af de problematikker, vi arbejder med omkring den enkelte elev eller kollega for den sags skyld. Essensen for mig er, at det er relationen, der er i fokus – og at jeg kan møde mine elever, der hvor de er, og stadig have mig selv med.

Jeg hedder Carsten Lykke, og jeg startede på Troldkær i 2008. Jeg har været slagter i 16 år, og er sidenhen uddannet pædagog. Jeg er autodidakt smed, og jeg har arbejdet med metallets mangesidede muligheder, siden jeg var lille. Jeg elsker at se de unge vokse – både personligt, fagligt og socialt – det tilfredsstiller mig, og er en stor del af lønnen for mit arbejde. Jeg fløjter på vej til arbejde – og også når jeg kører hjem igen til fyraften. Jeg er altid glad og optimistisk og ser de positive sider i livet, i de udfordringer livet byder. Det er vigtigt for mig, at de unge ser mig som det menneske, jeg er. Jeg er ydmyg i relation til det samarbejde jeg i hverdagen har med de unge, og tilbyder dem udelukkende opgaver – jeg selv finder sjove og udviklende. I min tilgang til de unge er det vigtig for mig, at de ikke bliver efterladt frustrerede efter et sammenstød – og jeg sørger for at få set den unge i øjnene igen, inden vi skilles ad. Vi løfter i fællesskab – hvis du står i lort til halsen – så lad være med at hænge med hovedet!

Dagligdagen hos Metal værkstedet

På Metal lærer vores elever om tegningsforståelse, opmåling, udregning af materiale, opsavning, svejsning, boring, slibning, valsning, plasma/kopiskæring samt at have opmærksomhed på finish i form af efterbehandling med pulverlakering, galvanisering eller finslibning og maling, for at skabe kvalitetsforståelse og bevidsthed i forhold til de produkter vi producerer. Vi underviser ved at stå ved siden af eleverne og snakke om tingene, imens vi viser dem, hvordan en opgave skal løses. Når en elev er kommet derhen, at han/hun kan læse og forstå en tegning, har vi gjort vores arbejde godt, og eleven er klar til næste nye udfordring, der kan øge selvstændigheden og udvikle arbejdsidentiteten og glæden ved at komme på værkstedet. Vi sætter en stor ære i at de af vores elever, der har kørekort, får kørselsrelevante opgaver og på den måde opøver deres færdigheder og rutiner i at køre bil og finde rundt samt at have kundekontakt. Vi har et makkerskab, der er baseret på at være støttende og aflastende set i et rummeligt perspektiv.

Eleverne bliver tilbudt et paragraf 26 sikkerhedskursus, og i det omfang der er interesse og motivation for det, er der også muligheder for at tage diverse svejsekurser via AMU centeret. Desuden har vi gode erfaringer med at sende vores elever på truckkursus også via AMU centeret.

Som elev på Metal værkstedet – har du mulighed for at komme til at arbejde indenfor eks. smedeværksteder som medhjælper, som ansat i en produktionsvirksomhed eller i lager- og transportsektoren.

 

 

 

Bålkomfur

Pris: XXX kr.

 

Vil du høre mere omkring Metal

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk