Efter en uges ferie-nedlukning på vores værksteder ser vi igen ind i en aktiv uge, hvor hverdagens smukke og elskede trivialiteter tager os i hånden, og hjælper os med at finde takten, indtil automatpiloten vågner op, og tager over. Ferie kan bare noget – og det samme kan weekenderne – der hver uge slutter som en slags belønning for det bøvl, vi er kommet igennem i løbet af ugen. Således kan ferieglade STU’ere og medarbejdere på Troldkaer.dk se frem til en aktiv uge med dejlige opgaver der skal løses, fællesskaber der skal dyrkes, og nye landskaber der skal opdages og indtages. Velkommen til en ny uge på Troldkaer.dk.
Vi møder ind mandag kl. 09:00, hvor der i ægte dansk hygge ånd bliver tilbudt rundstykker, juice og kaffe. Vi sender Helle på kursus. Vi sender også Christian og Kim i praktik på Jels Voldsted. Vi byder Vejen Kommune velkommen til kaffe og møde. Tirsdag skal vi sige velkommen til Marco, der kommer forbi og skal se på vores sted og høre om STU. Der er personalemøde på Jels Voldsted til fyraften, hvorfor tirsdag aften udgår. Onsdag efter husmøderne og formiddagskaffen, er der til Himmel og Hav dømt værksteder. Vi siger velkommen til Gødvad Efterskole, der kommer forbi med en skøn flok uslebne diamanter og skal se og høre om vores skole. Dorte tilbyder NADA i 31 efter frokost, til dem der kunne tænke sig at få lidt ro i øverste etage og til dem der gerne vil forkæle sig selv med low wellness.
Torsdag siger vi velkommen til Esbjerg, Kolding og Vejen Kommuner, der alle sammen kommer til opfølgende møder. Carsten og Carsten åbner porten på Metal værkstedet efter aftensmaden, hvor de sociale kompetencer kan blive udfordret og øvet. Fredag efter værkstederne og formiddagskaffen er der Krop og Luft. Indholdet bliver offentliggjort til kalendergennemgangen mandag. Eftersom det er den sidste fredag i måneden, afholder personalet møde fra morgenstunden på Byens Bedste Fabrik. I weekenden tilbyder cafeen søndag det velbesøgte kaffe/kagebord fra kl. 12:00-16:00
VUPTI… så kom vi igennem ugen – og med denne disciplin slutter vi ugen af med følgende ord om netop disciplin: Selvdisciplin begynder med at beherske sine tanker. Hvis du ikke kontrollerer, hvad du tænker, kan du ikke kontrollere, hvad du gør!
Vi ønsker alle en sund og dejlig arbejdsuge.