Det er ugen, hvor 6 er i centrum! Det er sgu da lidt frækt – at et så lille og simpelt tal kan frembringe små generte smil. Uge 6 – uhmm!
Inspireret af et vældig sødt brev til Coronaramte elever og deres forældre fra en efterskoleforstander på Fyn, hvor de unge roses og netop anerkendes og fremhæves for deres bidrag til debatten om en genåbning på en konstruktiv og demokratisk måde, vil vi også gerne rose vores elever på Troldkær. Vi roser jer for i lang tid at have undværet 6 helt fundamentale rettigheder: 1-fester, 2-fritidsaktiviteter, 3-biografture, 4-restaurent besøg, 5-koncerter og 6-fælles aftner på Troldkær. I er fandme seje, er I – og kan I klappe jer selv på skuldrene for den flotte indsats I dagligt gør jer umage med i kampen om at knockoute Covid-19.
En af de vigtigste tider i jeres liv er for tiden sat på pause; Ungdomstiden med alle dets krydderier og ingredienser der giver livet smag og kant! Heldigvis er STU’en i gang og holdes kørende – så I ikke er helt så isolerede som mange af jeres jævnaldrende, der må sidde i lukkede virtuelle fællesskaber og få det bedste ud af situationen. For jer er der fortsat godt og meningsgivende arbejde ude på værkstederne. Der er bobler og kendte relationer. Der er take-away mad. Der er rytmer, deadlines og noget at stå op til. Når vi rammer fredag, er der udsigt til en uges ferie. Den hedder vinterferien – og den kommer I helt sikkert også igennem med smil og overskud. Snart venter foråret og de lyse tider. What’s not to like.
I den kommende uge siger vi velkommen til Haderslev Kommune og holder ellers dampen oppe på vores værksteder. Skov og Byg bygger den kommende uge brændeskur, badebro og bord/bænkesæt. På Byens Bedste Fabrik sendes Søren og Nikolaj i praktik i Bedsted, imens de tilbageblevne arbejder videre med sengelamellerne, får malet kistehåndtag og krydsfinerplader samt pakket kiler og klodser til byggeriet. Eleverne på Jels Voldsted har haft en fantastisk kreativ uge i uge 5 med madkunst, hvor de med ny viden fra deres fødevarehygiejnekursus fra forrige uge, har været i gang med at kreere sandelig og lækker mad. I uge 6 vender de snuden tilbage til Jels Voldsted og hjælper til med nye opgaver. Der er nogen der har sagt, at de måske (hvis de får tid) også vil male gymnastiksalen på skolen. Vejrguderne har lovet mere kulde og sne for den kommende uge. Dagene er blevet 2 timer lysere. Foråret venter i kulissen. Der er lys i en mørk tid!
Således igennem ugen er der bare tilbage at referere til et opslag, set i et virtuelt rum og – for de indviede – konstatere er sandt: ”At være Sønderjyde er ikke noget vi går rundt og praler med… Det er bare sådan en stille glæde, vi har!”
Vi ønsker alle en sund og dejlig smittefri arbejdsuge.