COVID-19 og mutation til ny cluster 5 i den danske mink besætning. Nødvendig nedslagtning og nedlukning af et helt erhverv der berører mange familier og virksomheder i Nordjylland med stor frustration og afmagt til følge. Uklar tale fra vores Fødevareminister, der får sablerne til at rasle og oppositionen til at lugte blod inde på Borgen.
Det har i sandhed været uge, hvor samfundssindet har været udfordret og de demokratiske principper og værdier har været til debat. Men jo også en uge, hvor der er bekendtgjort, at der er en mulig vaccine på vej, og en uge hvor der ligeledes bliver forhandlet om yderligere hjælpepakker til de berørte. Det hele bliver godt igen. Vi må fortsat væbne os med tålmodighed og acceptere, at vi ikke bare kan klikke os forbi de massive udfordringer, vores samfund er underlagt. Stor respekt for de mennesker der dagligt yder et fantastisk stykke arbejde og træffer svære beslutninger. Det er en tung byrde I alle bærer på.
På Troldkær har vi haft gang i kreative tanker. Vores telefoner er meget stille for tiden. En tid, hvor vi plejer at være ude i verden og fortælle om vores Ungdomsuddannelse og hvor der plejer at være henvendelser fra Kommuner og andre, der gerne vil ud at se vores sted, aftale praktikker og lave aftaler for opstart af STU. Så for at komme tavsheden i møde, har vi lavet vores egne Hjælpepakker, som vi er ved at distribuere rundt i hele Danmark. Hjælpepakkerne indeholder spændende materialer om vores værksteder, lidt sødt til ganen, brochurer og et personligt brev fra vores forstander Charles. De er allerede blevet taget godt imod, og efter sigende brugt til at vejlede kommende STU’er. Vi sender gerne flere Hjælpepakker ud – og hvis du kender en, der kunne have glæde af at modtage en sådan, så tøv ikke med at kontakte os, så sørger vi for, at den bliver sendt afsted af sprittet og med god energi!
I uge 47 fortsætter den gode energi rundt om på vores værksteder. Metaldrengene brænder bålkugler, komfurer og juletræer ud af deres svejsere og der lugter af sort arbejde. På Skov og Byg er der gang i produktionen af brændsel og der bliver regnet på nye tilbud til lokale virksomheder. På Jels Voldsted knokler eleverne med at betjene alle de trofaste og dejlige kunder, der finder vej igennem skoven og ned til vores dejlige cafe. I Køkkenet er der fortsat fokus på juleforberedelserne – ligesom elevernes gode ideer bliver taget med ind i planlægningen. På Byens Bedste Fabrik fejrer de at endnu en elev har gennemført og bestået truckcertifikat.
Mandag siger vi fysisk velkommen til Vejen Kommune – virtuelt til Sønderborg Kommune. Dagen foregår selvfølgelig med godt arbejde.
Tirsdag siger vi velkommen til Vejen og Odder Kommuner. Arbejdet pågår ude på værkstederne – hvor der bare er god energi og et helt fantastisk sammenhod på værkstederne. Tirsdagsaften står Steen og Lene for. De er i gang med at planlægge en fed biograftur. Nærmere info følger.
Onsdag efter husmøder og formiddagskaffen venter der en endnu ukendt aktivitet til ”Himmel og Hav”.
Torsdag er der atter lagt op til en hel dag ude på vores værksteder, hvor der med sikkerhed fortsat er nok at se til. Alle har en vigtig plads at udfylde – og alle er en del af et arbejdsfællesskab med meningsgivende arbejde. Torsdag aften er der Klubaften på Metal. To timer i det bedste selskab – hvem vil gå glip af det?
Fredag efter formiddagskaffen er der igen en ny omgang ”Krop og Luft” inde i Rødding hallen. Der vil igen være tilmelding til de forskellige aktiviteter – så det hele kan afvikles Corona sikkert.
Der er ingen aktiviteter i weekenden. Mandag d. 23.11.20. er der ITL-dag – hvor der evt. er mulighed for at få pyntet lidt op til december måned eller få købt en julegave eller to.
I en Corona tid – er det godt at have lidt at smile ad. Winston Churchill sagde engang: ”Det kan godt være, at jeg er fuld, men i morgen vil jeg være ædru, og du vil stadig være grim.”
Således igennem ugen er der bare tilbage at ønske alle en sund og dejlig arbejdsuge.