• 74 55 11 66

Uge 4

Juhuu… langt om længe indfandt vinteren sig i det globalopvarmede Kongerige. Tænk sig – at vinterårstiden nu kan mærkes i fingre, fødder, på næsetippen og varmeregningen. Der er sikkert nogle, der siger ”Fuck, det er træls” – og det er ok! Det er altid godt at have lidt at brokke sig over – ligesom der også er god energi i at have positive og glade forventninger. Præcis de positive og glade forventninger vil vi gerne i den kommende tid nære her på Troldkær. Vi begynder så småt at kunne tælle dagene til den forestående studietur til Norge, hvor sne, ski og fællesskab venter. Det vil kunne mærkes både fysisk og psykisk de kommende uger. Velkommen uge 4 – og velkommen til vinteren!

Mandag ser ud til at blive en dag fuld af energi og gang i relationerne ude på værkstederne. Værkstedslederne holder møde over middag, og der er undervisning for de studerende.

Tirsdag får vi besøg af henholdsvis Vejen Kommune og Møllerup Skolehjem. Velkommen til – vi har kaffen klar. Der er tilbud om NADA og boglig undervisning over middag i 31 sammen med Lotte. Tirsdag aften står Anette for. Indholdet vil blive offentliggjort mandag til formiddagskaffen, når der er kalendergennemgang for ugen.

Onsdag efter husmøderne, venter der til Himmel og Hav endnu en personlig skildring. I sidste uge så vi en dokumentar, der hed ”Mordet på Jannik” – der i øvrigt gjorde stort indtryk på elever og personale. Onsdag skal vi med Guf ud i skoven, når vi viser ”Da Guf gik i skoven.” Der er mange måder at leve og indrette sit liv på – og det er en af de ting, vil gerne vil kaste lys på, og forholde os til sammen med eleverne. Vi skal desuden til indvielse på Metal, der holder indvielse af deres nye værksted, og i den forbindelse, skal vi da også hilse på Kranen! Der er helt sikkert lagt op til en fest. Over middag sidder Lotte vanen tro klar i 31 med det kreative værksted, og Lars indbyder til en SKI sjov time ovre i gymnastiksalen kl. 12:45

Torsdag siger vi velkommen til Randers Kommune, der kommer forbi til møde. Dagen foregår med praktisk og meningsgivende undervisning ude på værkstederne. Efter formiddagskaffen rider Katrine af sted til ride undervisning. Over middag er tilbud om NADA i 31, og efter aftensmaden er Carsten 1 og Carsten 2 igen klar til et par timers hyggeligt samvær ovre på Metal.

Fredag efter formiddagskaffen er der atter Krop og Luft i Rødding Hallen. Der er afgang kl. 09:45.

I weekenden er der to arrangementer på Jels Voldsted. Lørdag byder vi ca. 80 gæster velkommen til et frokost arrangement, og søndag byder vi velkommen til årets første kaffe/kage bord fra kl. 12:00-16:00.

Opløftet af vintervejret og godt humør, og med udsigt til nogle ugers gøren os klar til studietur – er det på sin plads at nævne et par ord om glæde: ”Glæden er som et lys. Når du tænder lyset for andre, skinner det også på dig selv!”

Således opløftet ønsker vi alle en rigtig god og glad arbejdsuge.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk