Hvad fanden er VÅ GRAM for noget? Er det et sønderjysk udtryk, der bruges, når noget småt er blevet vådt? Eller kan det handle om et ventilationssystem, der kører med frekvensomformer – der i øvrigt er et svært ord at udtale, når man er en smule snottet – prøv selv: Ventilationssystem med frekvensomformer! Hvorom alting er, så har VÅ GRAM noget med uge 38 og noget med sikkerhed at gøre her på Troldkær. Følg med på Facebook – hvis du er blevet nysgerrig!
Mandag er ITL-dag, og skolen holder lukket.
Tirsdag får vi mange gæster i huset, idet der kommer godtfolk fra Kolding, Vejen og Varde Kommuner. Desuden kommer Søren fra Vejen på besøg, og skal se vores sted. Velkommen til Jer alle sammen.
Over middag er der boglig undervisning for dem, der er i gang med et forløb sammen med Lotte, ligesom der også er tilbud om NADA.
Cafeen på Jels Voldsted holder åbent fra kl. 10:00-15:00.
Tirsdag aften står Tina for. Vi skal til ”Kim Larsen” koncert i spisesalen – hvor vi vil synge nogle af hans allerstørste hits.
Onsdag efter husmøderne kommer sundhedsplejerske fra Vejen Linda Rainer forbi, og holder oplæg under temaet ”På med dutten!” Det plejer at være både sjovt, pinligt, underholdende og meget lærerigt. Vel mødt!
Onsdag over middag er Lotte og Kim klar med musik og krea.
Torsdag sidder personalet i supervision på Jels Voldsted med supervisor Kia Marquard. Der er lavet gode opgaver ind for eleverne. Cafeen på Jels Voldsted holder åbent 10:00-15:00.
Fredag er der tilbud om Krop og Luft efter formiddagskaffen. Kom og vær med til en gåtur eller en gang boldspil.
I weekenden afholdes der lørdag 60 års fødselsdag på Jels Voldsted. Vi glæder os til at tage imod et nyt hold gæster.
Det er efterår – vejret er omskiftelig. Det bliver tidligere og tidligere mørkt, temperaturerne falder og snart står træerne i rækker i ført deres efterårs klæder, som de blad for blad lader falde mod jorden, hvor de formuldes og indgår i det store økosystem. Dette skifte kan have indflydelse på vores humør, som vi kan tage os af, ved måske at tænde et stearinlys og nyde en kop varm kakao sammen med venner. Husk derfor: ”Uanset hvor tæt tågen er i dit liv, skinner solen lige bag ved skyerne.”
Vi ønsker alle en god arbejdsuge – må der snige sig lidt hygge og lidt nærvær ind!