Uge 26 – og bare 14 dage til vi lukker ned, og går på sommerferie. Der er fortsat mange gode, sjove og meningsgivende aktiviteter både ude på værkstederne og i vores store fælles flok. Der er fortsat gæster, der kommer på besøg i huset for at holde møder, se vores sted, undervise os eller spørge ind til vores skole og vores STU. Det er vi bare så glade for og taknemmelige over. Troldkær har det godt.
Mandag får vi besøg af Josefine fra Fyn, der kommer, og skal se vores sted. Velkommen til. Derudover kommer VISO og Vejen Kommune også forbi, for at afholde møder – velkommen også til Jer. Værkstedslederne holder et sidste værkstedsledermøde før sommerferien. Ellers er mandag en dag med praktisk undervisning ude på vores værksteder.
Tirsdag er også en dag med praktisk undervisning på værkstederne. Der er travlhed op imod ferien. Over middag sidder Lotte klar med tal og bogstaver i 31, når der er tilbud om boglig undervisning, hvor der også er tilbud om NADA. Vejen Kommune og Varde Kommune kommer forbi, for at afholde møder. Velkommen til.
Kl. 16:00 samles alle i spisesalen, hvor VM kampen imellem Danmark og Frankrig vises. Vi slutter af med fælles spisning – efter Danmark forhåbentlig har trukket en sejr hjem. 2-1 kunne være et kvalificeret gæt!
Onsdag efter husmøderne er der til Himmel og Hav planlagt en tur til søen for eleverne. Det er de Blå – der står for turen, der tager madkurven med til frokost. Personalet holder møde – hvor de indledende forberedelser til skoleåret 2018-2019 sættes igang.
Kim og Lotte står klar over middag med kreativt værksted i 31, musikundervisning og E-sport på skolen.
Torsdag hejser vi flaget for Danni, der drejer ind i 40’erne. Det skal fejres – og der skal synges og råbes et trefoldigt HURRA! Fabrikken tager på sommertur til Vandel, for at køre go-cart. Bagefter kører de videre til Holsted for at fiske og grille ved fiskesøen. Rigtig god tur til Jer. Sønderborg Produktionsskole’s køkkenlinie kommer forbi med 10-15 personer, og besøger os. Besøget slutter på Jels Voldsted – hvem ved – måske med en is? Skov og Byg tager også på tur ud i verden, for at nyde det sociale og blive inspireret. God tur også til Jer. Der er tilbud om NADA i 31 over middag. Torsdag aften på Metal sammen Carsten begynder kl. 18:30.
Fredag holder personalet møde på Byens Bedste Fabrik i Rødding. Til formiddagskaffen holder vi afslutning for Casper, der er flyttet til Aabenraa i egen lejlighed. Nicolaj, der er faglig koordinator fra Vejen Kommune – kommer på besøg. Velkommen til. Efter formiddagskaffen er der tilbud og Krop og Luft.
I weekenden er der på lørdag et stort bryllup på Jels Voldsted, hvor 90 gæster kan se frem til at blive forkælet og serviceret af Voldstedets Dreamteam.
Der er så meget at være taknemmelig over: solen, lyset, sommer, fuglefløjt, gode venner og kollegaer, et kram, et kys, en god kop kaffe, en god bog, et godt spil osv osv. Følgende citat siger meget – om evnen til at bære taknemmelighed med sig: “Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det du ikke har, ender du med aldrig aldrig nogensinde at have nok.”
Rigtig god arbejdsuge – og husk så lige solcremen.