Opmærksomhed er en forunderlig ting. Det er godt at være opmærksom. Når vi er opmærksomme, er vi til stede og nærværende og kan tage stilling på et oplyst grundlag. Fakta er, at vi alle tænder og slukker for opmærksomheden, selv når det forventes, at vi lytter og reflekterer i forskellige sammenhænge, hvilket sker ofte og på daglig basis. Vi stempler alle ud for en stund, imens sindet vandrer, og vi ”forsvinder”. Vi har lært at lade som om, vi er med i dialogen! For nogle af vores elever er det at være opmærksomme og til stede en svær øvelse. Derfor er det godt, at disse unge kan mødes med en stor portion rummelighed, så de kan opøve deres opmærksomhed og gøre sig erfaringer udi at blive mere vedholdende i kontakten med sig selv og med omgivelserne. En urolig sjæl, der kæmper med opmærksomhedsproblemer, er ikke nødvendigvis urolig for at være irriterende, men måske urolig for at holde opmærksomheden tændt. Vi ved, at når man er udfordret på opmærksomheden, er man også sensitiv overfor lyde og andre ting, der kan forstyrre opmærksomheden. Hvis vi giver os lov til at møde mennesket uden at fokusere på krav eller forventninger, kan det endda være, at vi begynder at forstå og se dem i et nyt lys. Et lys der viser vej for os, og fortæller hvordan vi kan møde dette unikke menneske, og indrette vores kontakt sådan, at det bliver det spontane møde, der bliver omdrejningspunktet. Hvis vi bliver i stand til at gøre det, vil vi måske ikke være nær så bange eller provokeret af en ung, der sidder med en tændt lighter og leger med den magiske flamme, alt imens sindet holder pause i nærværet og tilstedeværelsen. Vi tror på, at det er en af guldknapperne i vores pædagogik, der betyder, at vores elever finder trivsel, tryghed og bliver i stand til at flytte sig og være sig!
I uge 11 er der fortsat masser af meningsgivende arbejde på alle vores værksteder. Ugen byder på ture ud i verden til tålmodige ventende kunder. Der skal således afleveres brændsel, bålkugler til Klintebjerg efterskole på Fyn, et bålkomfur skal køres til Silkeborg og selvfølgelig er der lækker take-away mad fra verdens bedste Køkken. Der er desuden nye projekter på vej ind i form af bålhytter som Skov og Byg drengene skal i gang med. På Byens Bedste Fabrik kommer der et nyt stort træk træ hjem, der skal forarbejdes igennem mange små opgaver, så det til sidst kan sendes tilbage ud i verden til nye tålmodige ventende kunder. Fabrikken sender derudover en flok elever til AMU-center Kolding, hvor de skal i gang med truckcertifikat. Vi har desuden hørt, at Køkkenet påtænker en vandretur på Gendarmstien, som de vil lave de indledende planlægningsøvelser omkring. Derudover hilser vi i ugens løb VISO, Tønder og Odder Kommuner velkomne. Mandag er der igen lækker træning med Bødlen efter fyraften. Tirsdag kommer testbilen igen forbi skolen, og personalet vil mødes til personalemøde, og snakke om de muligheder Coronaen har givet, når vi igen så småt kan begynde en forsigtig genåbning.
Lokalforeningen Troldkærskolens venner afholder den årlige generalforsamling tirsdag d. 23.03.21. kl. 16:30.
Således igennem ugen slutter vi af med et dejligt citat af sygeplejerske og psykologisk rådgiver Berith Siegumfeldt: ”Jeg er ikke specielt åben overfor andre mennesker. Og jeg er egentligt ikke ret vild med en masse opmærksomhed. Så hvis jeg viser dig mit virkelige jeg, må du være noget helt specielt!”
Vi ønsker alle en sund og dejlig arbejdsuge.