• 74 55 11 66

Uge 48

Et ophold Troldkær foregår, som beskrevet tidligere, igennem meningsgivende arbejde med bæredygtige relationer, hvor der er en høj grad af nærvær og opmærksomhed. Dette i en god forening af humor, respekt og en tro på, at vi kan udrette store ting sammen. Vi sammenligner vores tilbud med den gammeldags mesterlære, hvor vi underviser ved at stå ved siden af eleverne og snakke om tingene, imens vi viser dem i, hvordan en opgave kan eller skal løses.

Når en elev er kommet derhen, at han/hun ex. kan læse og forstå en tegning eller en opskrift, har vi gjort vores arbejde godt, og eleven er klar til næste nye udfordring, der kan øge selvstændigheden og udvikle arbejdsidentiteten og arbejdsglæden. Oveni dette er der udviklingen af stabilitet, håndelag, kvalitetsforståelse, erfaringsoverførsler osv. der dagligt bliver udfordret.

Derudover sætter vi en stor ære i, at de af vores elever der har kørekort, får kørselsrelevante opgaver, og på den måde også opøver deres færdigheder og rutiner i at køre bil, finde rundt samt at have kundekontakt. Vi vil gerne overordnet give vores elever en holdbar struktur i deres hverdag – og være med til, at de kan være stolte over deres arbejde og tilknytning til deres værksted. Som medarbejdere nyder vi at komme på arbejde hver morgen, og være med til at bidrage til at vores elever kommer videre ud på arbejdsmarkedet, hvor de kan skabe et godt liv på den ene eller den anden måde, at de selv synes, det er sjovt at tage på arbejde, og være med til at skabe god stemning – mærke den gode energi og trivsel.

Ved siden af arbejdet på værkstederne sætter vi de store sejl op på formidling af kulturelle tilbud, for at blive fælles forstyrret i den store flok og have noget mere abstrakt at tale om. Det er rigtig godt for den personlige og den sociale udvikling.

Uge 48 er  ugen, hvor vores hjemmeside bliver opdateret med tekst, lyd og billeder. Velkommen til en ny uge med mening!

Mandag er der ITL-dag – og vi håber, at I alle må få brugt den mulighed til at øve Jer i de opgaver, der er aftalt med jeres værkstedsledere.

Tirsdag siger vi velkommen til Billund Kommune og til Virksomhedscenter Kolding. Værkstederne har åbnet og der er på alle positive måder gang i produktionen. Kitte har supervision med de Blå på Jels Voldsted efter middagsmaden. Endelig holder personalet p-møde til fyraften, og tirsdag aften udgår.

Onsdag begynder Tina at pynte skolen op til jul. Det gør hun både onsdag og torsdag! Dejlige juletid… Vi andre starter ud med husmøder, og efter formiddagskaffen er der værksteder.

Torsdag begynder Philip i praktik på Metal, og vi siger velkommen til Charlotte fra Psykiatrien, der er en del af ”Styrket samarbejde”. Sørme om vi ikke også siger velkommen til Vejen Kommune.  Efter aftensmaden er der igen mulighed for et par timers socialt samvær på Metal sammen med dine venner.

Fredag er der p-møde på Byens Bedste Fabrik. Efter formiddagskaffen går turen til Rødding hallen, når der til Krop og Luft igen venter fede aktiviteter. På skolen siger vi endnu engang velkommen til Vejen Kommune.

I weekenden bydes der søndag årets sidste kaffe/kage bord på Jels Voldsted, hvor vi også tænder første lys i adventskransen – og hermed er julen 2020 skudt i gang. Nu må der pyntes, hygges, laves hemmeligheder og dejlige overraskelser.

Vi slutter ugen med et lidt anderledes citat, der blev hørt på P1 i et program, der hedder ”Sygt nok: bare ryg, drik og spis – så længe du er veluddannet.” Citatet er en sjov aflastning i en Covid-19 fyldt tid og lyder: ”Livet er en sexuelt kønssygdom med dødelig udgang.”

Vi ønsker alle en sund og dejlig arbejdsuge.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk