• 74 55 11 66

Uge 45

Det er i udgangspunktet godt med en pædagogik, der i relationen både er kritisk og samtalebaseret, samt sigter efter at individet tager stilling for at blive herre i eget liv. For at dette kan lade sig gøre, og hvis vi i fællesskab skal gøre os forhåbninger om, at vores elever skal kunne praktisere det at skabe sig et værdigt liv, er det vigtigt, at de begynder at definere sig selv i samspil med andre. Det er måske grundessensen i den kritisk-dialektiske pædagogik!

En disciplinerende pædagogik er modsat ikke direkte med til at definere den unge, men sætter derimod en retning og nogle løsninger op – og her er straf og belønning ligeledes en anvendt metode, der skal hjælpe med at disciplinen holdes. Det bliver både målbart og godt. Målbart fordi samfundet godt kan lide alt det, der kan måles, så det kan vurderes, gentænkes, finpudses, effektiviseres og sættes i kasser. Godt fordi de unge bliver de rolige, søde, medgørlige og rare unge mennesker. De bliver med andre ord: tilpassede.

På Troldkær tror vi på, at vores elever bliver nødt til at lære at træffe egne valg i deres eget liv. Vi vil gerne have, at de tager stilling, og derfra lade dem vælge imellem hvad der er vigtigt og betydningsfuldt for dem. Der ligger ingen raketvidenskab eller højt ragende teoretiske teorier i det. Det handler dels om at holde liv i de mentale processer og dels om de værdier der – på daglig basis – er udgangspunktet for mødet imellem elev og underviser. Altså en respektfuld, nærværende, nysgerrig og kærlig tilgang til hinanden, med stor anerkendelse for hinandens forskelligheder. Med langsomhed ud i utallige forsøg på at træde nye stier ind i et voksent landskab krydret med konkrete tiltag, der kan motivere eleven til at handle. Vi sætter en ære i at kæmpe for deres sag og deres rettigheder. Det kræver først og fremmest, at vi tør se os selv på en anden måde, for at blive i stand til at møde den anden med respekt. Alternativt kommer vi til at lade os styre af vores egne smålige betragtninger og falde hen i en Tornerosesøvn, hvor det disciplinerede og polerede har gode vilkår for at vinde. Vi hylder mangfoldigheden, det uperfekte, kaos, fællesskabet i Ad hoc-kratiet, tilgivelsen, kreativiteten, modet, friheden og ikke mindst det praktiske arbejde! Det er med andre ord grundstenene i Troldkærs LHS-pædagogik!

Velkommen til uge 45 – den førte uge i november. En uge der begynder med nye tiltag i forhold til den verserende Corona-pandemi. Aktuelt om Coronatiltagene er det sådan, at alle nu bærer mundbind indenfor, fra man træder ind, til man sidder på sin plads. Der er må sidde max 6 ved hvert bord, og fra på mandag er der faste pladser i spisestuen. Der er mundbind til alle ved indgangen om til gården. Fordøren er låst og der er ingen adgang derfra den næste periode. Når vi kører i vores biler og busser, bærer vi fra nu altid mundbind. Alle skal testes mandag, hvor vi får besøg af Corona-test bilen fra 09:00-11:00. Hvis det ikke er muligt at være på skolen i dette tidsrum, må man få hjælp af sin værkstedsleder/kurator til at få bestilt tid til en test så hurtigt som muligt. Når det er gjort, er vi klar til at sige velkommen til Kirsten, der starter op som blå i vores Køkken. Køkkenet laver ”julepakke værksted” i samarbejde med Aarstiderne. På Skov og Byg sender de flere læs brændsel ud til lokale kunder. Fabrikken har gang i shelter byggerier og skal nå at producere hele 40.000 klodser, der skal bruges i byggeri til typehuse. Metaldrengene har gang i to specialfremstillede bålkugler og metaljuletræer i forskellige afskygninger. Endelig kan Jels Voldsted igen se frem til en travl og dejlig uge med gæster i cafeen, og et nyt menukort der skal prøves af. Energien er god – og det er vi taknemlige for.

Tirsdag fortsætter det meningsgivende arbejde ude på værkstederne. Tirsdag aften har Henning planlagt en hyggeaften på Torvet og i gymnastiksalen. Der vil være forskellige aktiviteter, spil, boldspil samt kaffe, te, saftevand og kage. Han siger, der er sved og grine garanti! Det hele begynder kl. 19:30.

Onsdag efter husmøderne venter der en ”Himmel og Hav Classic”. Temaet vil være det amerikanske valg, som mange af vores elever er optaget af. Vi vil drøfte evt. konsekvenser de forskellige udfald vil kunne medføre her og nu og på den lidt længere bane. Der er meget energi i de to poler, som Trump til Biden udgør. Snakken bliver med garanti spændende.

Vi siger velkommen til Esbjerg Kommune, der lægger vejen forbi til et møde.

Torsdag er det igen værkstederne der venter. Der afholdes virtuelt opfølgningsmøde med Aarhus, og vi siger velkommen til Vejen Kommune. Torsdag aften er det næsten lige før, at man kan høre julemusikken på Metal værkstedet. Der bliver produceret de fineste julegaver og hygget på den helt store klinge. Carsten og Carsten er klar kl. 18:30.

Fredag efter formiddagskaffen er der igen Krop og Luft inde i Rødding Hallen. Afgang fra skolen 09:45. Alle kan være med.

Der er ingen aktiviteter i weekenden.

I samtale med andre kan det være godt, at lade sine tanker passere igennem tre porte: Er det sandt? Er det nødvendigt? Er det venligt?

Således står der bare tilbage at ønske alle en god og sund arbejdsuge.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk