I uge 26 – anden sidste uge før ferien – har de travlt i vores Køkken med at producere diverse islagkager som et projekt i forbindelse med den kommende translokation. De plejer at trylle de vildeste kreationer frem, så der er noget at sætte næsen op efter. På Metal er de gået i afslutningsmode, og klar til at levere grilludstyr til kunder i Ringe, Kolding og Vejle. På Skov og Byg kalder hækkene for nogle og en ny bro, der skal bygges ned til Jels Voldsted, for andre. Den gamle bro (hvor der vokser græs på) skal udskiftes – selvom den faktisk ser meget fortryllende ud, som den står i fuldt flor. På Byens Bedste Fabrik er der varer til trailerkongen i Toftlund, der skal leveres, og de sidste fasankasser gøres færdige, inden de bliver leveret på Fyn. På Jels Voldsted kommer der i løbet af ugen gæster fra Marielunds skolen, der er bestilt takeaway og onsdag kommer en håndfuld pensionister til bøf med løg (masser af løg) Således skudt i gang siger vi velkommen til endnu et afsnit i føljetonen om livet på Troldkær.
Mandag siger vi velkommen til Kasper, der starter i praktik på Metal. Mandag er en dag med praktisk undervisning ude på vores værksteder. Kitte har supervision med de Blå på Jels Voldsted over middag, og værkstedslederne holder møde på skolen. Til fyraften bydes der på en sidste omgang fysisk afstraffelse i fællesskab med Charlotte og alle dem der har mod på at være med. Der er sved og grine garanti.
Tirsdag fortsætter den praktiske undervisning ude på vores værksteder. Der er nok at gøre, og ikke en opgave er for lille eller ubetydelig, og vi vil så gerne nå de sidste ting inden ferien. Kl. 19:30 har Asbjørn og Anette planlagt en fælles aften med bål og hygge. (Når vi hygger, indebærer det altid, at der både er vådt og tørt) Det er Sankt Hans, hvilket betyder, at dagene igen begynder at vende. Sankt Hans er der hvor heksene flyver til Bloksbjerg. Grunden til de flyver uden trusser, er at de dermed får et bedre greb om kosten. Så ved vi det!
Onsdag efter husmøderne venter værkstederne igen med… Tja, måske med en lille overraskelse – måske med mere meningsgivende arbejde – måske med noget helt tredje? Hvem ved? Det gør de bedste værkstedsledere i Troldkærs Verden.
Torsdag formiddag foregår ude på værkstederne – og over middag – helt præcist kl. 14:00 er flaget på Troldkær og Jels Voldsted hejst, solen tændt og fuglene klar til at synge i kor, når vi afholder 2020’s Translokation. I år siger vi før ferien tillykke til 5 elever (Malene, Frederik, Mick, Daniel og Philip). Grundet Covid-19 har vi måttet ændre lidt i vores traditioner. Festligt – det bliver det dog.
Fredag bliver den anden sidste fredag forud for ferien. Det betyder værksteder fra morgenstunden og sidenhen Krop og Luft. Det er nu, det sidste af fællesskabet skal suges ud, tages ind og nydes.
I weekenden holder Cafeen åben søndag fra 12:00-16:00. Der er søndags Kaffe/kage bord, og vi skulle hilse at sige, at det er klogt at reservere plads, da der er mange af skovens gæster, der har opdaget hvilken perle – Jels Voldsted er.
Efter sådan en uge, hvor der er så meget at glædes over – så det nærmest føles som lykke, er der bare tilbage at sige: Du kan ikke købe dig til lykke og glæde – men du kan få et STU forløb på Troldkær – det smager lidt deraf.
Vi ønsker alle en sund og god uge – husk solcremen.